Grundejerforeningen Trevang vedtægter

(Du finder vedtægterne i pdf-format her)

§ 1 Generelle bestemmelser

1.1        Grundejerforeningens navn er ”Grundejerforeningen Trevang”, grundlagt ved udstykningsplan af 23. maj 1947. I det følgende benævnt ”foreningen”.
Foreningens hjemsted er i Furesø Kommune.

1.2        Foreningen omfatter de parceller, som er udstykket fra Rørmosegård, Korsbjerggård og Trevang, primært beliggende Højgårdsvej, Kassemosevej, Korsbjergvej, Langemosevej, Mosekrogen og Vanddamsvej, og på hvilke der er tinglyst medlemspligt.

1.3        Foreningen ejer parcel 33 bh (Kassemosevej 15) og parcel 99 (rabatstykket langs Vanddamsvej), begge Farum By.

1.4        Foreningens primære kommunikationsform er elektronisk. Hvert medlem anviser således en e-mailadresse samt telefonnummer som gyldig kommunikationskanal for foreningen.
Det er det enkelte medlems ansvar at den angivne e-mailadresse er funktionel.
Efter ønske fra et medlem, og når særlige forhold taler herfor, kan bestyrelsen beslutte, at bilag og øvrige papirer til generalforsamlingen fremsendes til pågældende medlem via traditionel post.

 

2.        Formål

2.1        Foreningens formål er at varetage grundejernes interesser. Det vil blandt andet sige at vedligeholde og optimere foreningens miljø og indre værdier, herunder vedligeholde veje og andre fælles interesser og tilstræbe det bedst mulige forhold til interne og eksterne samarbejdspartnere.

2.2        Området er omfattet af lokalplan nummer 33.1 for Trevang - helårsboligområde.

2.3        Foreningen er således berettiget og forpligtet til i overensstemmelse med nærværende vedtægter at opkræve fællesbidrag (kontingent), at betale fællesudgifter, at sørge for vedligeholdelse af fællesområdet, i det omfang sådanne foranstaltninger må anses for påkrævet. Alle parcelejere betaler det samme beløb for vedligeholdelse af veje, stier, fællesarealer og installationer m.v.

 

3.        Medlemskab

3.1        Medlemmer af foreningen er de til enhver tid værende ejere af ejendommene, jf. §1 stk. 1.2. Medlemspligten indtræder på den i skødet fastsatte overtagelsesdag.

3.2        Der er medlemspligt for samtlige grundejere.

3.3        Hvert medlem af foreningen er forpligtet til at betale et kontingent for hver grund vedkommende ejer.

3.4        Et medlem, som overdrager sin ejendom eller på anden måde ophører med at være ejer af denne, er per overtagelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod foreningens formue.

3.5        Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser over for foreningen, idet den tidligere ejer, dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer over for foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne.

3.6        Tidligere ejer har ikke krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel af foreningens formue.

3.7        Såvel den tidligere som den nye ejer er forpligtet til at anmelde ejerskiftet til foreningens bestyrelse og oplyse den nye ejers navn og bopæl samt ejendommens matrikelbetegnelse.

 

4.             Generalforsamling

4.1        Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

4.2        Ordinær generalforsamling afholdes hvert år efter gældende regler inden udgangen af maj måned med følgende punkter på dagsordenen:

1.             Valg af dirigent
a.        Valg af stemmetællere og referent
2.             Bestyrelsens beretning
3.             Forelæggelse af revideret regnskab samt godkendelse heraf
4.             Godkendelse af budget og takstblad for det kommende regnskabsår
5.             Indkomne forslag
6.             Valg til bestyrelsen samt af suppleanter
a.        Valg af formand for 2 år
b.       Valg af kasserer for 2 år
c.        Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer for 2 år
d.       Valg af 2 suppleanter for 1 år
7.             Valg af ekstern revisor for 1 år
8.             Valg af regnskabskontrollant samt af suppleant for 1 år
9.             Eventuelt

4.3        Generalforsamlingen indkaldes med 4 ugers varsel per e-mail til foreningens medlemmer og til revisor.

4.4        Kopi af det reviderede regnskab med bestyrelsens forslag til budget og takstblad, bestyrelsens beretning samt indkomne forslag udsendes sammen med dagsordenen 14 dage før generalforsamlingen.

4.5        Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen. Under eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning.

4.6        Ekstraordinær generalforsamling kan når som helst indkaldes af bestyrelsen, ligesom en sådan kan besluttes på en ordinær generalforsamling. Bestyrelsen er pligtig til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, når mindst 20 stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom. Begæringen skal indeholde tydelig angivelse det (de) emne(r), der ønskes behandlet.
Generalforsamlingen skal herefter afholdes med den angivne dagsorden senest 4 uger efter, at begæringen er modtaget af formanden, og med et varsel på ikke under 14 dage.

For den ekstraordinære generalforsamling gælder samme regler som for den ordinære generalforsamling.

4.7        På den ekstraordinære generalforsamling kan kun behandles de spørgsmål, som fremgår af indkaldelsen. 

 4.8        På generalforsamlingen haves én stemme for hver selvstændigt matrikuleret ejendom.
Ejes en ejendom af flere i forening, udpeger disse en repræsentant, som overfor grundejerforeningen varetager de pligter og rettigheder, som påhviler grundejerforeningens medlemmer.
Som stemmeberettiget ligestilles ejer og dennes ægtefælle/samlever. Medlemmer kan lade sig repræsentere ved en underskrevet fuldmagt, som er gældende til det aktuelle møde.
Såfremt medlemmet er i restance med nogen ydelse til foreningen, bortfalder valgbarheden samt stemmeretten og retten til at stemme for andre.

4.9        Generalforsamlingen vælger en dirigent, som afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre dirigenten eller generalforsamlingen beslutter, at afstemningen skal ske skriftligt.

4.10   Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, dog med følgende undtagelser:

Ved forslag til:
- ændring af vejføring
- ændring af anvendelsen af vejudlægget
- etablering af forsyningsledninger eller tilsvarende foranstaltninger
- pantsættelse, afhændelse eller anskaffelse af fast ejendom
- ændring af vedtægter, jf. pkt. 4.11

Kræves 2/3 majoritet af samtlige stemmer. Er det fornødne antal stemmer ikke til stede, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden én måned. På denne generalforsamling kan forslaget vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, uanset om de udgør halvdelen af stemmerne i foreningen.

4.11   Til vedtagelse af beslutning om ændring af vedtægterne kræves, at beslutningen tiltrædes af mindst 2/3 af de på generalforsamlingen afgivne stemmer, som dog mindst skal udgøre halvdelen af stemmerne i foreningen.

Er det fornødne antal stemmer ikke til stede, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden én måned. På denne generalforsamling kan forslaget vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, uanset om de udgør halvdelen af stemmerne i foreningen.

 4.12   Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Blanke stemmer medregnes ikke. 
Hvis der ved personvalg er flere kandidater, end der er pladser, vælges de, som opnår det højeste antal stemmer.
Opnår to eller flere kandidater lige mange stemmer foretages straks omvalg. Står stemmerne stadig lige, afgøres valget ved lodtrækning.

4.13   Efter generalforsamlingen udarbejdes et referat, som underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter det har beviskraft i enhver henseende. Senest en måned efter generalforsamlingens afholdelse offentliggøres referatet på foreningens hjemmeside.

 

5.             Bestyrelse

5.1        Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse bestående af 6 medlemmer.
Formanden vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen i de lige år.
Kassereren vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen i de ulige år.
Bestyrelsens øvrige medlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at halvdelen af bestyrelsen afgår ved hver ordinær generalforsamling.

5.2        Den ordinære generalforsamling vælger tillige 2 suppleanter til bestyrelsen samt revisor og revisorsuppleant. Valgperioden for disse er ét år.
Bestyrelsesmedlemmer, som er indtrådt ved supplering, fungerer indtil førstkommende generalforsamling.
Bestyrelsen konstituerer sig selv. 
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når fire medlemmer er mødt. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

5.3        Over bestyrelsens møder føres en protokol, som underskrives af bestyrelsen på det efterfølgende bestyrelsesmøde.

5.4        Honorarerne fastsættes i foreningens budget, som godkendes på generalforsamlingen.
Bestyrelsen kan beslutte, at varetagelsen af en specificeret opgave udløser et ekstraordinært honorar til den, der forestår opgaveløsningen.
Udgifter til bestyrelsesmøder og lignende afholdes af foreningen.

5.5        Bestyrelsen kan nedsætte et ad hoc-udvalg og arbejdsgrupper, som kan udføre specificerede opgaver i foreningens interesse.
Sådanne grupper refererer til bestyrelsen, som også kan bevilge nødvendig økonomi til opgaveløsningen.

5.6        Bestyrelsen vurderer hvilke opgaver, der med fordel kan varetages af eksterne aktører,
og beslutter, i hvilket omfang dette sker.
Før der træffes endelig beslutning om dette, skal der foreligge en beskrivelse af opgavens
omfang, indhold og karakter samt omkostningerne ved opgaven.
Der indgås fast aftale/kontrakt med opgaveholderen.
Ved indgåelse eller afslutning af en sådan opgave orienteres generalforsamlingen via
beretningen.
Bestyrelsens foreningspolitiske, ledelsesmæssige ansvar eller beslutningskompetence kan ikke
overdrages til tredjepart.
Hvis et bestyrelsesmedlem fratræder i valgperioden, indtræder suppleanten i bestyrelsen for
tiden indtil næste ordinære generalforsamling.
Hvis antallet af bestyrelsesmedlemmer bliver mindre end fire, indkaldes
generalforsamlingen til nyvalg af bestyrelse for tiden indtil næste ordinære generalforsamling.

 

6.             Formand

6.1        Formandens virke sker indenfor rammerne af vedtægternes bestemmelser og i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger.
Formanden påser, at bestyrelsen implementerer generalforsamlingens beslutninger.
Ved formandens fratræden fungerer næstformanden i formandens sted indtil næste ordinære
generalforsamling.


7.             Kasserer

7.1        Kassereren varetager foreningens økonomiske interesser i overensstemmelse med bestyrelsens anvisninger.

7.2        I samarbejde med formanden varetager kassereren de udgående betalinger og påser, at afregning af afgifter mv. til offentlige myndigheder, udsendelse af regninger og bogføring af bevægelserne, sker i overensstemmelse med revisors anvisninger.

7.3        Kassereren påser, at den af bestyrelsen besluttede rykkerprocedure iværksættes ved manglende betaling af kontingenter og øvrige ydelser.

7.4        Ved kassererens fratræden udpeger bestyrelsen en kasserer, som fungerer til førstkommende ordinære generalforsamling, hvor nyvalg foretages.

8.             Kontingent

8.1        Generalforsamlingen fastsætter et årskontingent i henhold til budgetforslag og takstblad.
Takstblad for det kommende kalenderår indeholder:
- årskontingent
- rykkergebyr
- ejerskiftegebyr
- gebyr for dokumenter
Hvert medlem hæfter med én andel for hver grund, denne ejer.

8.2        Kontingentet indbetales én gang årligt til foreningen på den af kassereren anviste måde.

8.3        I tilfælde af manglende rettidig betaling af kontingentet iværksættes rykkerprocedure.
Er kontingentet ikke betalt senest 14 dage efter et skriftligt påbud, mister medlemmet stemmeretten på den førstkommende generalforsamling, medmindre kontingentet betales forinden.

8.4        Medlemmet er forpligtet til at betale de omkostninger, der er forbundet hermed.

8.5        Ved dødsfald, hvor ejendomsretten til ejendommen overgår til den efterladte ægtefælle/samlever, opkræves der ikke ejerskiftegebyr.

 

9.             Regnskab

9.1        Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Årsregnskabet skal være de af generalforsamlingen valgte regnskabskontrollanter i hænde 4 uger før generalforsamlingen, og regnskabet skal være afleveret i revideret form til formanden senest 3 uger før generalforsamlingen.

9.2        Kassereren fører regnskab og opkræver kontingenter.

9.3        Udbetalinger foretages med kassererens underskrift.
 

10.        Tegningsret

10.1   Foreningen tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem eller tre bestyrelsesmedlemmer i forening.

11.        Miljøcharter (retningslinjer for god opførsel)

11.1   Til angivelse og regulering af ’god opførsel’ beslutter generalforsamlingen retningslinjer, der indeholder retningsgivende udsagn om den ønskede tilstand.

11.2   Generalforsamlingen kan med simpelt flertal vedtage eller ændre foreningens retningslinjer. Ændringsforslag indsendes som øvrige forslag til generalforsamlingsbeslutning.

11.3   Det påhviler bestyrelsen at fortolke retningslinjerne og evt. påtale overtrædelser heraf.
Konstaterer bestyrelsen særlige problemer med en eller flere af retningslinjernes angivelser, påhviler det bestyrelsen at forelægge emnet for generalforsamlingen.


12.        Foreningens midler

12.1   Foreningens midler indsættes i et pengeinstitut, således at kun formanden og kassereren kan hæve på kontiene. Forenings midler skal, under hensyntagen til driftens smidighed, placeres til den bedst mulige forrentning.
Med henblik på at mindske risikoen for svig kan bestyrelsens øvrige medlemmer samt bogholder udstyres med læseadgang til alle foreningens bankkonti.

12.2   Det tilstræbes, at foreningens likviditet har en størrelse svarende til 2 års kontingentindtægt.

12.3   Foreningen tegnes ved anskaffelse, pantsættelse og afhændelse af fast ejendom af formanden sammen med næstformanden og ét af bestyrelsens øvrige medlemmer i overensstemmelse med pkt. 4.10

 

 

13.        Ikrafttræden

Nærværende vedtægter er vedtaget på ordinær generalforsamling den 29. april 2025 og endeligt vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 10. juni 2025 til ikrafttræden straks og aflyser ved sin ikrafttræden alle tidligere vedtægter.